Stemmen er dyb, og de ord, der kommer ud af munden, er
hudløst ærlige. Håret er mørkt, og der sidder nogle
interessante furer i ansigtet, samtidigt med at man fornemmer et magnetisk kraftfelt
omkring manden, som er i midten af 40'erne. Blikket søger lidt væk
og nedad. Stemmen tilhører skuespilleren Jesper Lohman, og World of Wisdom
er kommet i dialog.
Så hvis du er på udkig efter film og teateroplevelser, der sætter
dig i kontakt med dybe følelser og har en katarsis effekt på din
sjæl, så skal du holde øje med denne mand. Han skildrer ofte
meget karismatiske karakterer, der med en gnistrende intensitet leverer brændstof
til sit publikum. Han fik sit folkelige gennembrud i tv-serien "Taxa" fra 1996-1997,
og i "Forsvar" her i 2003. Han har også medvirket i nogle vellykkede
danske film, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er filmen "Lykkevej"
fra 2003 samt "En kort en lang" fra 2001.
Ifølge Jesper Lohman selv er det, der kendetegner en del af hans roller
ligesom Finn i "Taxa", Robert i "Lykkevej" og Tom i "En kort en lang" ofte mænd,
der rummer mange indestængte følelser, og som ikke altid følger
med i, hvad der foregår omkring dem. Dertil kommer, at de beskrevne karakterer
i større eller mindre grad er sårede personer, som taler til de
fleste af os på et eksistentielt niveau. Men Jesper er da også Skorpion
med en Sol/Neptun konjunktion i 1. hus, så det er ikke så mærkeligt,
at han bliver til en slags generator eller formidler af indre energi, der kan
virke forløsende på sit publikum.
See
Jesper Lohmans horoskop
Lykkevej
I filmen "Lykkevej" fra 2003, sættes scenen i et villakvarter
i Valby, og man kommer tæt på nogle af "Lykkevejs" beboere. I hovedrollen
ses overklassekvinde Sarah der sent i 50erne, nyligt er blevet skilt fra sin
mand, da han har forladt hende til fordel for en yngre kvinde. Hun gennemgår
i løbet af filmen en forvandlingsproces fra at være stivnet i et
meget privilegeret miljø i Hellerup til at skabe sig et helt nyt liv med
lille hus i Valby og et rengøringsjob. Det lyder måske direkte banalt
og kedeligt, men det er det langt fra! Den mystiske Robert (Jesper Lohman) er
Sarahs nabo, og beboerne på vejen klager over ham, fordi han roder på sit
fortov og spiller guitar om natten.
Men Sarah udvikler et varmt forhold til ham, og dømmer ham ikke. Det
er Robert, der er med til at forvandle hende fuldstændigt, ikke kun i sine
handlinger - han tager hende for eksempel med i sin taxa - men det er måden
han gør det på. Han stråler af dybe følelser, der på bedste
Skorpionvis har en forløsende og styrkende effekt på andre og i
dette tilfælde Sarah. De nærmer sig hinanden på en inderlig
og sårbar måde, der kryber ind under huden på en. Jesper Lohman
skildrer med sin Sol/Neptun i Skorpionen i 1. hus trigon Månen i Fiskene
i 5. hus, Robert som en person der er draget i indre eksil. Melankolien og den
indestængte tilstand hviler over ham, fordi hans kone er død af
kræft. Han har trukket sig tilbage i sorgen, og er blevet menneskefjern
og ensom. Han er ved at bygge sit badeværelse, der aldrig rigtigt bliver
færdigt, men som mest bliver til rod og kaos (Neptun). Men måske
er det netop i denne tilstand af rod og sorg at Sol/Neptun i Skorpionen søger
at rense sig selv for den emotionelle forurening, der hele tiden opstår,
og som først har udspillet sig selv, i det øjeblik at hele følelsesspektret
i sort og hvidt er levet igennem. Når man oplever Jesper Lohman præstere
alle disse udtryk på film, er det et budskab til publikum om at turde mærke
disse tilstande, og ved at komme ned og undersøge dem, kan man blive mere
hel. I løbet af filmen sker der en rivende udvikling med dem begge; Robert
tager sig sammen og rydder op, og Sarah får et helt nyt liv i Valby. Historien
om kærligheden, der opstår under de mærkeligste vilkår,
virker ægte og nærværende.
I interviewet udtrykker Jesper Lohman, at da han afsluttede teaterskolen,
havde han en drøm om at transcendere publikum. I dag har han indskrænket
sine forventninger til, at hvis bare en tilskuer kommer op til ham efter forestillingen
med kommentarer, så er han tilfreds. I starten var det behovet for at hele
verden skulle syntes, at det han skabte var godt, men efterhånden har Sol/Saturn
holdt ham på et lavere forventningsniveau.
Jesper gav udtryk for, at det første år efter statens teaterskole,
da han var i starten af 30erne, var meget hård. Han kunne vågne op
om natten med angst, og frygten for at være uden et "jeg" blev nærværende,
hvilket blev aktuelt fordi der ikke var noget arbejde til ham det første år.
"...så gik jeg ud på gaden og tænkte den næste
person jeg møder, det bliver skæbnesvangert for mig, fordi det møde
kan forandre mig fuldstændigt, i dag er det sjovt at gå rundt om
gadehjørnet for jeg glæder mig bare til at se hvad der sker..."
"...sådan som jeg har det i dag mange år efter, så er
det en kilde til forundring, netop som du siger måske skal der ikke være
et egentligt jeg..."
Så måske er jeg'et dybest set en illusion, når man har et
Sol/Neptun aspekt. Identiteten ofres til et højere formål, nemlig
det at skabe og formidle til andre og derved får man selv succes med i
købet og bliver til et ikon. En af Jespers tidligere instruktører
sagde til ham engang, at det humanistiske aspekt i at være skuespiller,
at være en kunstner der drives af at skabe for andres skyld, præcis
er det essentielle. Således kan Sol/Neptun trives bedre ved ikke at udtrykke
kunst for egoets skyld, men ved at indgå i en højere kollektiv sammenhæng,
og lige netop der kan stor glæde og tilfredshed opstå.
Keld Petersen og melankoli
Som skuespiller er man nødt til at gå helt ind i de tilstande,
som man udtrykker. Hvilket dybest ikke altid kan være lige nemt. Der eksisterer
en del melankoli, sorg og tyngde i Jesper Lohmans horoskop vist af stortrigonen
i Vand, der netop gør ham eminent som fantasifuld formidler, og som er
med til at give ham succes. Men også både Jupiter og Saturn i Stenbukken
og Pluto i Jomfruen i sekstil til hans Sol vidner om en stil, der med Jespers
egne ord lyder sådan:
"...det er lidt det jeg altid har vidst og følt at det skulle
svinge mellem de to store poler, det melankolske og det humoristiske..."
For at lege med denne tanke satte han selv en Cabaret op på cafe "Liva"
i efteråret 2003, som ham selv spillede ene mand med stor succes. Cabareten
var en fortolkning af Keld Petersen, og centrerede sig om hans monologer og viser.
Teksterne drejer sig om en mands besvær med sig selv og kvinder, og hed
"Ned med alting og op med humøret". Det viser sig at Lohman har flere
indfaldvinkler til sin kunstneriske stil, fordi han Sol har flere kanaler at
udtrykke sig igennem, dels det melankolske og sensitive i Sol/Neptun og Sol/Saturn
og det humoristiske i Sol/Jupiter, samt det karismatiske og magtfulde i Sol/Pluto.
Der er meget mørke, erotik og kamp i disse aspekter og helt klart en barsk
side i Sol i Skorpionen sekstil Pluto. Jesper taler selv om en tidligere angst
for fremtiden og om kampen mellem svære følelser og frygt, og at
det først er nu, at han begynder at tro på fremtiden.
"...det er første gang i mit liv at jeg tror på fremtiden,
det har jeg ikke gjort før..."
Som udtryk for Sol i Skorpionen i 1. hus sekstil Pluto i Jomfruen i 11. hus
har han lige været med i forestillingen "The Full Monty" i efteråret
2003, som er baseret på filmen af samme navn. Historien skildrer en gruppe
mænd, der beslutter sig for at sætte en streaptease forestilling
op, for at komme ud af arbejdsløshed og mismod. De smider tøjet
og forandrer deres liv. Nordlige Måneknude i konjunktion med Pluto i Jomfruen
i 11. hus viser den fremtidige vej for Jesper Lohman som en vej med flere roller
af erotisk karakter, måske nogle der relaterer til tabuemner og seksualitet,
men også roller som spiller på det barske og hårdkogte det,
at være en del af en gruppe. I 2007 bevæger progressive MC sig henover
Pluto og mon ikke Jesper får et skift i karrieren, en stor rolle, når
ud til masserne eller må forvandle sit spil yderligere. Det kunne jo også være
at han blev far i sit private liv.
Jesper siger selv at han godt kunne tænke sig at bevæge sig bort
fra de sensitive og meget melankolske roller til at udvide sit repertoire i en
anden retning. Ligesom han gjorde det ved at spille den smarte og kontante forsvars
advokat i tv-serien "Forsvar".
Om autoriter og kritik
Når man iagttager Mars i Krebsen i 9. hus i opposition til Saturn i
Stenbukken i 3. hus, kan man godt se, at der har hersket en streng moral og en
barsk kommunikation i Jespers opvækst. Hans far var håndværker
og mente at han skulle satse på en ordentlig uddannelse. Han kunne blive
voldsomt vred, og var hele tiden på nakken af ham, en udtalelse som: "Pas
nu for helvede på at du ikke vælter den kop" er noget som sidder
fast i bevidstheden. Han udlevede rollen som en streng og autoritær far,
og det udspillede sig ofte i skænderier med faderen.
"...han kunne blive så hidsig og så vred som man simpelthen
ikke kunne forestille sig det"
I filmen "En kort en lang" ser man Jesper i rollen som Tom, som bliver bedraget
af sin kone. Hun er gravid med en anden og er ved at forlade ham. I lang tid
har han ikke opdaget noget men pludselig, da det går op for ham, opsøger
han konen og eksploderer i en ret voldsom og overbevisende vrede, som man lever
sig stærkt ind i.
Mars er retrograd i horoskopet og dvæler i øjeblikket fra han
er 41 år til 44 år på 15 grader Krebs. Den er faktisk tilbage
ved sin fødselsposition, og vil fortsat være retrograd resten af
hans liv. Sandsynligvis vidner det om, at det parforhold som Jesper lever i er
meget signifikant og centralt for ham - Mars er descendant hersker og går
fra nu af tilbage i tiden til det territorium, som den var i før hans
fødsel. Måske har de to en stærk skæbne sammen, som
må og skal manifestere sig nu. Det er som at gå tilbage i tiden og
undersøge gamle emotionelle temaer, som måske kan inspirere rent
arbejdsmæssigt.
Om at kæmpe med jalousien
Det markante T-kvadrat i Jespers horoskop mellem Månen Fiskene i 5.
hus kvadrat Venus i Skytte i 3. hus og opposition Pluto Jomfruen i 11. hus vidner
om, at man hengiver sig 200% til en partner. Kærligheden bliver heftig
og intens og præges af angsten for at tabe den på gulvet, at se den
forsvinde og dø, eller endnu værre at blive forladt. Jalousien er
også noget, der har været og er en central følelse i Jespers
liv; den har spillet en væsentlig rolle i nogle forhold bagude. Så måske
vil vi se ham i flere roller, der tager fat i jalousi-følelsen, der får
os andre til at mærke, at vi kan genkende os selv i den tabubelagte og
pinlige, men meget velkendte tilstand. Måne/Venus/Pluto forbindelsen skildrer
også et stort potentiale for transformation gennem forhold og kærlighed,
og som det ses så tager også Sarah i filmen "Lykkevej" skridtet væk
fra en smertefuld lidelsestilstand til at hengive sig til et nyt forhold og et
helt andet liv. Det mærkelige er, at Jespers horoskop skildrer nogle af
omstændighederne i hans roller... Sarah er netop nabokonen og afspejler
hans Venus på 3. husspids! I t-kvadratet ligger muligheden for genfødsel
gennem kærligheden i det øjeblik, man forpligter sig med et andet
menneske. Der vil derfor altid være et stort potentiale for udvikling,
og forandring når man knytter et bånd. Følelsen af angst for
at miste kan i sidste instans føre til åndelige eller spirituel
indsigt.
I sidste indstans er det menneskelige og uhyre genkendelige følelser,
som det kræver stort mod og stort talent at mærke og formidle overbevisende.
Begge dele er noget som Jesper besidder og vi glæder os til at se mere
af dit arbejde! Held og lykke med den fremtidige karriere fra World of Wisdom!
Charlotte Duncan - 19 01 2004 |